I forbindelse med min sidste længere tur til Sopot spurgte Louise Oxholm fra NAG om hvordan jeg egentlig fodrer når jeg er af sted med dem til stævner, så jeg vil forsøge at skrive lidt om min fodring generelt her og hvordan jeg gør når jeg er afsted.
Fodring er jo for mange mennesker lidt religiøst, og jeg tror ikke nødvendigvis, at jeg har den eneste sandhed, men her er, hvad der virker for mig.
Den første “regel” jeg følger, når jeg er af sted, er at de i udgangspunktet skal have det samme som derhjemme. Det er så ikke altid helt muligt, men jeg prøver efter bedste evne. Hjemme går mine heste på græsfold hele året, og de har altid adgang til wraphø inde. Hvis det er sparsomt med græs ude, får de også wraphø på folden. Græsfolden kan jeg naturligvis ikke tage med, men hvis det er muligt og hestene har temperament til det, så har jeg dem ude at græsse et par timer om dagen under stævnet.
Når ikke de får græs i samme omfang som hjemme, er der lidt kalorier, der skal erstattes. Det er ikke altid at de spiser ligeså meget wraphø ude, som hjemme, så der supplerer jeg op med krybbefoder. Mine heste fodres med Elite fra NAG Horspro, som vitamin og mineralkilde og så får de Fiber eller Fiber plus som energikilde. Jeg har aldrig haft problemer med trætte eller slappe heste. Eller ikke problemer som foder ville kunne løse i hvert tilfælde. Ind imellem har jeg en der skal bruge lidt mere energi for at holde huld. I så fald giver jeg gerne olie eller et hørfrø/risklid-produkt.
Ud over basisfoderet kommer man sjældent uden om at de får lidt tilskud. Jeg giver ikke så mange forskellige, men lidt får de altså. Alle heste får ølgær, hver eneste dag uanset om de er ude eller hjemme. Derudover får de elektrolytter efter behov. Jeg har gået lidt op i at det produkt jeg tildeler ikke kun indeholder natriumchloride og sukker. Faktisk har jeg fundet et der ikke indeholder sukker overhovedet, men tilgengæld indeholder E-vitamin. Til stævne får de elektrolytter hver dag, hvor de hjemme kun får ved hårdt arbejde.
Så er der hele historien om mash. Hjemme bruger jeg det ikke ret meget, men til stævne og især på transporten er det uundværligt. Det er en let måde at få lidt ekstra væske i dem og de fleste heste spiser det gerne. Det er ofte som mash jeg giver ekstra måltider til stævne. Så får de deres normale ration af Elite og Fiber og hvis de har brug for ekstra så får de et måltid fibermash eller to. Mash er også fantastisk når man kører langt og man har svært ved at få dem til at drikke.